FRI fragt på ordrer over 499 kr. til pakkeshop   •    Hurtig levering    •   14 dages returret



Rolleleg

Leg

Leg

Leg er fantastisk, leg er spændende og leg er grundlæggende for dit barns udvikling. Når dit barn leger, lærer det om verden, og det lærer om relationer. Dit barn udvikler sig både mentalt, socialt og sprogligt gennem leg. Leg kan give mulighed for at skabe nære venskaber med jævnaldrende, og gennem legen gør dit barn sig erfaringer og opnår kompetencer, som det skal bruge gennem hele livet.

Der er forskellige former for leg, og børn leger forskelligt i de forskellige aldre. Hos det spæde barn og op til 2-årsalderen er sanselegen og funktionslegen den mest almindelige. Fra 2-3 årsalderen bliver rollelegen og konstruktionslegen fremherskende, og senere i skolealderen ser man ofte regellegen.
Hvad er rolleleg?

Hvad er rolleleg?

Rolleleg er en lade-som-om-leg, hvor barnet øver sig i at udføre forskellige handlinger, mens det påtager sig en rolle. Rollen kan både være en person eller et dyr. I starten, omkring 2 årsalderen, vil det være simple lege og handlinger, som for eksempel at lege, at man er mor og putte dukken/bamsen eller give den mad. Fra 3 årsalderen bliver legeevnerne mere avancerede, fantasien mere kreativ og barnet kan sætte flere ord på handlinger. Rollelegen får nu et længere forløb, da barnet kan kæde flere handlinger sammen. I den alder kan barnet også leve sig ind i flere forskellige roller samtidigt og skifte fleksibelt mellem rollerne.

Eksempel på at kæde flere handlinger sammen:
Dit barn er i legekøkkenet og rører forskellige ingredienser sammen til en kage. Dernæst sættes kagen i ovnen, og ovnen indstilles på den rigtige temperatur. Kagen tages igen ud af ovnen og sættes på bordet. Barnet dækker bord med kopper og tallerkner, og inviterer mor og far på ”eftermiddagskaffe”.

Eksempel på at have flere roller og skifte mellem dem:
Dit barn leger med dukken/bamsen og vil putte den i dukkevognen. Dit barns rolle er moderen og siger til dukken ”Nu skal du sove”. Barnet skifter rolle til baby og lader som om, det græder. Skifter rolle igen, trøster og spørger dukken: ”Er du sulten?” Barnet skifter her mellem at agere mor og baby.

Børn efterligner de voksne og emnerne i rollelegen tager som oftest udgangspunkt i, hvad børn oplever voksne foretage sig. Børnene lever sig ind i roller og mønstre, de ser i deres hverdag.
Hvorfor er rolleleg vigtig?

Hvorfor er rolleleg vigtig?

Gennem rollelegen lærer børn at forstå verden, og de lærer om deres egen væren i verden. Rollelegen øver de sociale spilleregler, og gennem legen lærer børn at kommunikere deres følelser. Børnene bruger sproget, når de aftaler og forhandler.  De leger med ordene og fordrejer ofte stemmen, så den er i overensstemmelse med rollen.

Rollelegen giver barnet mulighed for at bearbejde indtryk, oplevelser og eventuelle konflikter fra dagligdagen. Barnet lærer at forstå, hvordan andre oplever forskellige situationer, og hvordan andre tænker og føler. Gennem legen kan barnet også få bearbejdet vrede eller sorg.

I rollelegen eksperimenterer barnet også med rollerne i overført betydning. At være stærk/svag, baby/voksen, sød/dum, rar/ond, have magt/være afmægtig osv. Enhver rolle har et sæt af forskellige værdier, som giver rollen en ganske bestemt styrke og kompetence, og i legen kan man derfor gøre nogle ting, som man normalt ikke vil gøre, men fordi det er en rolle, er det tilladt at være dum eller ond - alle ved, at det er en leg. I rollelegen kan man prøve at være en anden end den, man i virkeligheden er, og måske turde noget, som man ikke tør i virkeligheden.

Forskellig Rolleleg

Rolleleg med dukker
Når jeg designer produkter til dukkeleg, tænker jeg rigtig meget på, hvor vigtig denne leg er, for at børnene kan arbejde med følelser og lære om empati. I dukkelegen kan barnet leve sig ind i forældrerollen og tage sig af dukken, som var det en rigtig baby. Derfor skal vores produkter indenfor dukketilbehør anspore børnene til at vaske dukken, give dukken ble på, give dukken mad, putte dukken osv. på samme måde, som børnene oplever de voksne tage sig af børnene selv eller en mindre søskende. Tilbehøret skal ligne det, som mor og far bruger til at pusle baby med.

Køkkenrollelege
En anden meget udbredt rolleleg er køkkenlegen, hvor barnet forestiller sig at lave mad, bage og servere for dukken, for mor og far eller for venner. Når jeg udvikler produkter til denne leg, tager jeg også udgangspunkt i børnenes dagligdag og designer produkter, de kender. Frugt og grønt i træ skal have samme farve og facon, som rigtige varer, ligesom mælk, brød og pålæg også skal være let genkendelige. Legemaden kan på denne måde understøtte rollelegen, når barnet vil efterligne mor og fars adfærd omkring madlavning og bagning.
Andre produkter til rollelege

Dukke- og køkkenlege er slet ikke de eneste rollelege, som børn kaster sig ud i. Derfor har det også været vigtigt for mig, som produktudvikler hos ASTRUP Group, at tænke i mange forskellige retninger. Til rollelegen har vi selvfølgelig også værktøj i træ til den lille håndværker; makeup, frisørsæt og kapper til prinsesselegen og en serie med kæpheste og tilbehør til skøn rolleleg omkring heste.

Hver eneste dag tænker jeg i nye produkter til leg, især til rolleleg, og mange spændende projekter er i støbeskeen. Følg med på www.astrupgroup.com og www.byastrup.com, hvor alle nye produkter vil blive lanceret.”

Udtalelse fra Anette, designer hos ASTRUP Group

”Som uddannet pædagog og nu designer hos ASTRUP Group vil jeg meget gerne være med til at skabe et miljø, der opfordrer til rollelegen, da jeg mener, denne leg er en ekstrem vigtig del i børns udvikling. Det betyder meget for mig at udvikle produkter, der opfordrer børn til at lege, og som hjælper børnene til at indleve sig i forskellige roller. Det rigtige legetøj kan støtte børnene i legen, så legen giver børnene mulighed for at udvikle sig på alle områder.